Er klimakrisen slut?

Om hvad der faktisk skete med klimascenarierne og hvorfor det ikke ændrer en eneste beslutning i de danske kommuner.

Der går en historie i omløb i denne tid. Den findes i flere versioner, men kernen er den samme: FN's klimapanel har indrømmet, at det hele var overdrevet. Modellerne var forkerte. Dommedagsscenariet er annulleret.

Igen og igen er jeg faldet over forskellige nyhedsmediers udlægninger, kommentarspor i LinkedIn grupper og flere gange i mine feeds på forskellige medier, og før eller siden dukker det nok også op under et udvalgsmøde, når nogen skal forholde sig til et nyt dige.

Så lad os gennemgå det. Både hvad der faktisk skete, hvad det betyder, og, vigtigst for os der sidder i kommunerne, hvad det ikke betyder.

IPCC har ikke udtalt sig

Det første, der skal på plads, er afsenderen.

IPCC har ikke offentliggjort noget. Det, historien bygger på, er en videnskabelig artikel skrevet af van Vuuren et al., publiceret i tidsskriftet Geoscientific Model Development i 2026. Den kommer fra Scenario Model Intercomparison Project (ScenarioMIP), som hører under World Climate Research Programme og leverer input til CMIP7, den syvende runde af den internationale sammenligning af klimamodeller.

Artiklen beskriver det sæt af udledningsscenarier, som klimamodellerne skal regne på i den kommende modelrunde. Resultaterne vil på et tidspunkt indgå i litteraturen bag IPCC's syvende hovedrapport, AR7.

Historien blev spredt så bredt og med så mange fejl, at IPCC den 20. maj 2026 udsendte en pressemeddelelse for at rette skuden op.

Formuleringen er værd at hæfte sig ved. IPCC skriver, at artiklen i flere tilfælde er blevet fejlagtigt tilskrevet dem, at den tilhører den bredere videnskabelige litteratur under koordinering af World Climate Research Programme, og at IPCC ikke selv forsker, ikke kører modeller og ikke foretager målinger. IPCC ejer hverken scenarierne i den omtalte artikel eller scenarierne i AR6 (eller kommende AR7).

Det er altså ikke en mindre detalje, men hele forskellen på "FN's klimapanel har trukket i land" og "forskere har opdateret et input til en modelkørsel".

IPCC tilføjede i øvrigt, at panelet som princip ikke kommenterer enkeltstående artikler for ikke at foregribe sin egen vurderingsproces. At de alligevel så sig nødsaget til at sige noget, siger noget om, hvor galt det var gået i formidlingen.

Hvad RCP8.5 var, og hvorfor det ryger ud

Scenariet, det hele handler om, hedder SSP5-8.5. Det er efterfølgeren til RCP8.5, som blev publiceret i 2011.

RCP8.5 beskriver en verden, hvor de globale CO2-udledninger tredobles frem mod 2100, og hvor kulforbruget femdobles. Det var aldrig tænkt som en prognose. Det var det højeste af de dengang tilgængelige referencescenarier, omkring 90-percentilen af, hvad forskerne kunne finde i litteraturen. Et yderpunkt, ikke en forventning.

Da RCP8.5 blev formuleret, var udgangspunktet et andet end i dag. De globale udledninger var steget 30 procent på ti år. Solceller var dyre. Elbiler fandtes stort set ikke. Antagelsen om fortsat vækst i kul, olie og gas resten af århundredet var ikke urimelig.

Men et sted mellem dem der laver scenarierne, og klimaforskerne der bruger dem, gik kommunikationen i stykker. RCP8.5 blev bredt opfattet, og bredt anvendt, som "business as usual". Det var den aldrig.

Kritikken kom i god tid. Ritchie og Dowlatabadi stillede i 2017 spørgsmålstegn ved, om det ekstreme kulforbrug overhovedet var fysisk muligt givet verdens kulreserver. I 2020 skrev Hausfather og Peters i Nature, at man skulle holde op med at bruge det værst tænkelige scenarie som det mest sandsynlige udfald.

Van Vuuren et al. skriver nu direkte, at CMIP6's høje udledningsniveau, kvantificeret ved SSP5-8.5, er blevet usandsynligt. Begrundelsen er tredelt: prisudviklingen på vedvarende energi, fremkomsten af faktisk klimapolitik, og de senere års udledningstendenser.

Det er en god nyhed, og det var disse udmeldinger der burde siges højt. Det, der har flyttet den kurve, er ikke ønsketænkning, men billige solceller, implementeret politik, borgere og virksomheder der har gjort deres, og selvsagt reelle investeringer. Verden bruger over 2.000 milliarder dollars om året på energiomstillingen (svarende til lige knap 4 gange Danmarks BNP).

Og resultatet er altså målbart.

Hvad der ellers forsvandt

Her holder de fleste versioner af historien op. Det er en skam, for den anden halvdel er mindst lige så vigtig.

Samme artikel fjerner i praksis også de scenarier, hvor opvarmningen holdes under 1,5 grader uden overskridelse.

Altså: I samme dokument, hvor det værste udfald erklæres usandsynligt, erklæres det bedste udfald reelt for uopnåeligt.

Det er ikke en oprydning i den ene ende. Det er en indsnævring af hele udfaldsrummet fra begge sider.

Hvad de nye tal siger

De nye illustrative CMIP7-scenarier ser sådan ud:

Og så er der endnu en detalje, som ikke har fået meget opmærksomhed:

AR7 planlægger at forlænge scenarierne til 2150. Fordi 2100 ikke længere er så langt væk, som det var, da man begyndte at regne på det.

Frem til 2150 lander medium-scenariet omkring 3,7 grader. High-scenariet ender med at matche opvarmningen i det gamle RCP8.5, trods en antagelse om flade eller svagt faldende udledninger efter 2100.

Det er den brutale aritmetik i sagen: så længe nettoudledningen er over nul, fortsætter opvarmningen. Vi har ikke fjernet det varmeste udfald. Vi har flyttet en deadline og indsnævret de mulige veje hen imod denne.

De endelige CMIP7-scenarier offentliggøres i september 2026. Tallene ovenfor er illustrative, men forfatterne skriver, at de endelige forløb forventes at ligge nogenlunde på linje.

Hvor meget er reelle fremskridt?

Det er et fair spørgsmål, og svaret er mere nuanceret, end begge lejre gerne vil have det.

Man kan ikke bare trække det nye medium-scenarie fra det gamle RCP8.5 og kalde forskellen for klimapolitikkens fortjeneste. RCP8.5 var som nævnt aldrig midtpunktet. Sammenligner man i stedet med gennemsnittet af referencescenarierne i AR6's database, som ligger omkring 3,5 grader i 2100, svarer fremskridtet til cirka 0,7 grader.

Det er således ikke 1,7 grader. Men 0,7 grader er en enorm reduktion i fremtidige skader, og det er en reel sejr.

Climate Action Tracker, der har fulgt udviklingen siden 2009, viser et lignende billede: deres "nuværende politik"-scenarie fra 2015 udmeldte 3,6 grader i 2100, og i 2026 er udmeldingen faldet til 2,6 grader i 2100.

En verden på 2,8 grader er stadig langt fra acceptabel. Men den er markant bedre end den, vi troede vi var på vej mod for ti år siden. Begge dele er sande.

Hvorfor skaderne ikke skrumper tilsvarende

Her er det led i argumentationskæden, som næsten altid springes over.

Lavere temperaturprojektioner betyder ikke automatisk lavere skadesprojektioner. IPCC's AR6 Arbejdsgruppe II fandt, at risikoen på tværs af alle fem "reasons for concern" er steget for et givet opvarmningsniveau. Vi ved mere om, hvad hver grad koster, og det, vi har lært, har gjort billedet værre, ikke bedre.

Med andre ord: selv hvis de høje udledninger i RCP8.5 aldrig materialiserer sig, er en stor del af de skadesvurderinger, der blev beregnet på det grundlag, stadig i spil ved lavere opvarmning.

Og så til det, det hele handler om: dimensionering

Nu bevæger vi os fra global klimavidenskab til det, der faktisk ligger på bordet i en dansk kommune.

Når vi projekterer kystbeskyttelse i Danmark, bruger vi DMI's Klimaatlas. Klimaatlas indeholder RCP2.6, RCP4.5 og RCP8.5 for de atmosfæriske indikatorer, og SSP1-1.9, SSP1-2.6, SSP2-4.5, SSP3-7.0 og SSP5-8.5 for havniveau og stormflodsindikatorer.

DMI's egen vejledning er klar: RCP8.5 anbefales, hvis der er høje krav til robusthed, eller hvis tidshorisonten går ud over 2050. Det er derfor, en lang række kommunale klimatilpasningsplaner er screenet på RCP8.5. Det er ikke alarmisme. Det er den anbefalede praksis for anlæg med lang levetid.

Så hvad sker der med det grundlag, når det høje scenarie skiftes ud?

Det spørgsmål er allerede besvaret. Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning udsendte i januar 2025 (sammen med DMI, DNNK og KL) en vejledning om overgangen fra RCP- til SSP-scenarier.

Konklusionen:

Elleve centimeter. Med overlappende usikkerhedsintervaller.

Det er hele den praktiske konsekvens for dansk kystbeskyttelse af det scenarieskifte, som på internettet er blevet til en annullering af klimakrisen.

Ingen omprojekterer et dige på elleve centimeters differens. Ingen udskyder en højvandsmur på det. Ingen sparer en krone på det. Forskellen på det gamle og det nye dimensioneringsgrundlag er mindre end usikkerheden på hvert af dem.

Den virkelighed, beslutningerne træffes i

Imens debatten kører, ser opgaven sådan her ud.

En million danskere bor mindre end en kilometer fra kysten. Op mod 100.000 husstande og virksomheder med 175.000 arbejdspladser risikerer oversvømmelse fra havet, hvis der ikke investeres. Den stormflod, vi i dag kalder en 100-årshændelse, forventes at ramme hvert tredje år i 2100.

Det er ikke tal fra en NGO der forsøger at lave et spin omkring en brændende platform. Det er regeringens egne tal fra Klimatilpasningsplan II.

Og pengene er så småt ved at blive lagt på bordet:

Og anlæggene er i gang:

• - Lynetteholms perimeter, den del af projektet, der har stormflodssikring som formål, har mål om at være færdiganlagt i 2026.
• - Lufthavnsdiget gennemføres i perioden 2026-2029.
• - Sund & Bælt har igangsat program- og risikokortlægning samt miljøkonsekvensvurderinger for første etape af den samlede stormflodssikring omkring hovedstaden, med undersøgelser i perioden 2025-2032. Kyststrækningen fra Avedøre i syd til Svanemøllen i nord er opdelt i 14 delstrækninger.
• - De første forundersøgelser under accelerationspakken forventes færdige primo 2027 og skal derefter indgå i den politiske prioritering.

Og så det, jeg selv sidder med

Jeg skal være åben om, at jeg ikke skriver det her helt udefra. Nordfyns Kommune er bygherre på Projekt Bogense Kystdiger, og det er kommunens hidtil største anlægsprojekt. Jeg er ikke personligt projektleder på digeprojektet.

Kort fortalt: Bogense og de lavtliggende områder omkring byen skal sikres mod stormflod og stigende havvandstand. Diget bliver 7,5 kilometer langt, fordelt på 12 etaper, som løber fra Brydemade vest for byen og rundt. Løsningen er en kombination af forhøjelse og forstærkning af eksisterende diger, skråningssikring, højvandsmure på tre af strækningerne, tilbagetrækning af diget langs Stegøvej, hvor det giver mening for både sikkerhed og natur, og en forbedret mobil løsning ved havnen, hvor Vestergade og Adelgade mødes.

De eksisterende diger er fra 1921. De blev anlagt efter en stormflod, der gjorde alvorlig skade på byen. Bodil satte dem i øvrigt grundigt på prøve i 2013, og der har været stormflod inden for det sidste år, hvor bølgerne også gik højt.

De to tal, det hele hænger på, ser sådan ud: Den højeste vandstand, der i nyere tid er målt i Bogense Havn, er 168 centimeter over normalen. En 500-årshændelse er i dag sat til 188 centimeter over dagligt vande. Det er dét niveau, anlægget dimensioneres efter, med en horisont på 50 år.

Omkring 1.500 matrikler er direkte berørt. Den samlede anlægssum er anslået til 127 millioner kroner. Kommunen har fået i alt 30 millioner kroner i statsligt tilskud, først 15,66 millioner, siden yderligere 14,3 millioner.

Men nu er det mest interessante ikke tallene. Det er faktisk tidslinjen.

Kommunalbestyrelsen godkendte plangrundlag og projekt i januar 2024. Et år senere blev bidragsfordelingen underkendt, fordi Miljø- og Fødevareklagenævnet stillede krav om, at bidragene skal være både differentierede og proportionale i forhold til den beskyttelse, den enkelte opnår. Særligt forsyningsselskabernes bidrag skulle justeres. Projektet gik i praksis tilbage til start på det punkt.

Den reviderede bidragsfordeling og selve anlægget blev godkendt til høring i december 2025. De to parallelle høringer kørte i marts 2026. Siden er høringssvarene bearbejdet, og der har været en omfattende borgerinddragelse. I juni 2026 kom den endelige politiske vedtagelse af afgørelserne fra høringerne, og udbuddet sendes ud hen over eller efter sommeren.

Herefter kan der komme klagebehandling af de politiske beslutninger. Det er sådan, den slags projekter forvaltes, og det er en helt legitim del af processen. Men denne gang forventer vi mindre polemik, og grunden er værd at hæfte sig ved: de to spørgsmål, der plejer at rulle sammen til én konflikt, er blevet skilt ad.

Bidragsfordelingen hviler på et nationalt grundlag. Kystbeskyttelseslovens § 9 giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at pålægge ejere af fast ejendom, som opnår beskyttelse eller anden fordel af foranstaltningen, en bidragspligt, og Kystdirektoratets vejledning fra 2018, med eksempelbilag senest revideret i november 2025, beskriver metoden. Det er ikke noget, den enkelte kommune opfinder.

Men samme paragraf fastslår, at det enkelte bidrags størrelse fastsættes af kommunalbestyrelsen. Hjemlen er national. Udmålingen er lokal. Vejledningen beder ligefrem kommunen tage stilling til, om nytteværdien skal være ensartet eller differentieret over tid.

Det er i det mellemrum, klagerne opstår. Ikke fordi grundlaget mangler, men fordi loven overlader skønnet til kommunen uden at binde det stramt nok. Det var også dét, der skete i vores sag.

Tilbage står så digelaugets vedtægter: hvem der står for hvad, og hvem der sidder i bestyrelsen, når diget engang er bygget. To spor, to processer, i stedet for én sammenfiltret sag.

To et halvt år fra første politiske vedtagelse til udbud. Ikke ét minut af den forsinkelse skyldes usikkerhed om klimascenarier. Den skyldes spørgsmålet om, hvem der betaler hvor meget, og hvordan man beregner det.

Det er den virkelighed, jeg gerne vil have med i debatten. Vores flaskehals er ikke, om vandet stiger 79 eller 90 centimeter i 2100. Vores flaskehals er en bidragsfordelingsmodel, et klagenævn og en udbudsproces.

Og det er værd at bemærke, at staten selv er nået til samme konklusion. Da Miljøministeriet i oktober 2025 nedsatte ekspertgruppen om lodsejerbidrag, var begrundelsen ligeud: reglerne er i dag uklare, kommunernes praksis varierer betydeligt, det medfører ofte klager, og det forsinker kystbeskyttelsesprojekter. Ekspertgruppen under formandskab af professor Torben M. Andersen skulle afrapportere i første halvår af 2026 med en simpel og gennemskuelig model. I gruppen sidder blandt andre direktørerne for teknik og miljø i Svendborg og Vejle. Det er ikke tilfældigt. Det er de folk, der har prøvet det.

Hvad man faktisk skal svare

Så når spørgsmålet kommer, og det kommer, er det korte svar:

Der findes ikke ét spørgsmål på et dansk teknik- og miljøudvalgs dagsorden, som denne artikel besvarer.

De spørgsmål, der ligger der, er stadig: Hvilken gentagelsesperiode dimensionerer vi efter? Hvad koster det, og hvem betaler? Hvor mange år går der fra forundersøgelse til færdigt anlæg? Og hvad gør vi i mellemtiden med de ejendomme, der ligger lavest?

Det er ikke blevet lettere at svare på. Det er bare blevet lettere at få øje på, at svaret er vores eget.

Fremtidens udledninger ligger i samfundets hænder. Det lyder som en floskel, men det er hele pointen med at scenariet blev fjernet og deadlinen flyttet.

Det flyttede sig, fordi nogen gjorde noget.

Kilder:

van Vuuren et al. (2026), Geoscientific Model Development 19, 2627: https://gmd.copernicus.org/articles/19/2627/2026/

IPCC News Comment, 20. maj 2026: https://www.ipcc.ch/2026/05/20/ipcc-news-comment-scenarios/

Hausfather, Peters & Forster, "On the death of RCP8.5", The Climate Brink, 18. maj 2026: https://www.theclimatebrink.com/p/on-the-death-of-rcp85

Hausfather & Peters (2020), Nature: https://www.nature.com/articles/d41586-020-00177-3

Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning, "Ny vejledning i anvendelse af udledningsscenarier til klimatilpasning", januar 2025: https://klimatilpasning.dk/nyheder/2025/januar/ny-vejledning-i-anvendelse-af-udledningsscenarier-til-af-klimatilpasning

DMI Klimaatlas, "Sådan bruger du Klimaatlas": https://www.dmi.dk/klima-atlas/saadanbrugerduklimaatlas

Miljø- og Ligestillingsministeriet, "National plan for kystbeskyttelse af Danmark - Klimatilpasningsplan II", februar 2026: https://mim.dk/media/vf3owqbp/klimatilpasningsplan-ii.pdf

Miljøministeriet, "Ekspertgruppe skal forenkle regler for bidrag til kystbeskyttelse", oktober 2025: https://mim.dk/nyheder/pressemeddelelser/2025/oktober/ekspertgruppe-skal-forenkle-regler-for-bidrag-til-kystbeskyttelse

Sund & Bælt, Stormflodssikring: https://sundogbaelt.dk/projekter/stormflodssikring/

By & Havn, Lynetteholm - stormflodssikring: https://byoghavn.dk/lynetteholm/stormflodssikring/

Bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse m.v., LBK nr. 705 af 29/05/2020, § 9: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/705

Kystdirektoratet, "Bidragsfordeling ved kystbeskyttelse", vejledning, september 2018 (bilag C revideret november 2025): https://kyst.dk/publikationer/2018/bidragsfordeling-ved-kystbeskyttelse

Nordfyns Kommune, Projekt Bogense Kystdiger: https://www.nordfynskommune.dk/borger/klima-miljoe-og-natur/projekt-bogense-kystdiger/

Nordfyns Kommune, Miljøkonsekvensrapport - Bogense Kystdiger: https://www.nordfynskommune.dk/media/w4fbu2ac/miljoekonsekvensrapport-bogense-kystdiger.pdf